DANSK SELSKAB FOR FILOSOFISK PRAKSIS

Hvad er DSFP?

Dansk Selskab for Filosofisk Praksis er grundlagt i 2002 med det formål at skabe et fagligt forum i Danmark for udvikling, forskning og information om filosofisk praksis. Selskabet er en del af en international bevægelse af filosofiske praktikere med selskaber i Norden, Europa, Asien, Nord- og Sydamerika. Selskabets medlemmer er filosoffer og andre fagfolk, som ønsker at skabe mere dialog, refleksion og filosofisk undren på tværs af professioner, organisationer og institutioner. Det sker gennem foredrag, kurser, netværk og andre aktiviteter, der kan fremme forståelsen for, og udøvelsen af, filosofisk praksis. Selskabet er grundlagt af bl.a. filosofferne Finn Thorbjørn Hunansen og Ole Fogh Kirkeby.

Hvis filosofi betyder kærlighed til visdom, så kan filosofisk praksis forstås som kærlighed til at skabe det dialogiske rum, hvor visdommen kan vokse frem. I Dansk Selskab for Filosofisk Praksis ønsker vi at skabe rum for de mange spørgsmål, der ikke kan gives entydige svar på, men som bliver ved med at være værdifuldt at udforske – ikke bare for den enkelte, men også inden for uddannelsessystemet, social- og sundhedsområdet og i erhvervslivet. Det gælder for eksempel spørgsmål som:

Hvad er et menneske? 

Hvad er et godt liv? 

Hvad giver livet mening? 

Vision

Dansk Selskab for Filosofisk Praksis arbejder for at:

Udbrede filosofisk praksis i Danmark
Dansk Selskab for Filosofisk Praksis ønsker at skabe rum for filosofisk dialog og refleksion i Danmark og derved støtte samfundet og det enkelte menneske i at forstå sig selv og omverdenen bedre gennem filosofisk dialog. Det gør vi for eksempel gennem arrangementer om aktuelle spørgsmål om menneske og samfund, natur, videnskab, pædagogik og meget andet. 

Sikre standarden for filosofisk praksis som professionelt virke
Dansk Selskab for Filosofisk Praksis certificerer praktikere med henblik på at sikre de højeste faglige og etiske standarder for danske filosofiske praktikere. Selskabet arbejder desuden på at tilbyde efteruddannelse i filosofisk praksis.