Filosofisk praksis har rødder i antikkens måde at filosofere på og har siden 1980’erne vokset sig stadig større som en international bevægelse, der arbejder for at bringe filosofien ind i menneskers hverdagsliv. Den bygger på idéen om, at filosofiske samtaler kan skabe klarhed, perspektiv og dybde i det enkelte menneskes møde med livets store spørgsmål.
Filosofisk praksis er ikke at forveksle med psykoterapi eller coaching. Bevægelsen har mange grene, bl.a.:
- Filosofisk vejledning – én-til-én-dialoger, hvor personlige spørgsmål af eksistentiel, filosofisk eller etisk karakter udforskes med en filosofisk vejleder. Der findes yderligere forgreninger af disse typer samtale, herunder “protreptik” og “sokratisk dialog”.
- Sokratisk gruppe – strukturerede fælles undersøgelser af filosofiske spørgsmål med afsæt i deltagernes livserfaringer. Denne type samtaler kan også finde sted med større grupper under navnet “filosofisk café”.
- Filosofi i organisationer – værdiafklaring, etisk refleksion og dannelse på arbejdspladser for både medarbejdere og ledere.
- Filosofi med børn – dialoger med børn på basis af deres egne filosofiske refleksioner og livserfaringer. Denne tilgang er ikke at forveksle med undervisning i faget filosofi.
- Filosofi i sundhedsvæsenet – undersøgelser af etiske og eksistentielle spørgsmål med patienter, pårørende og sundhedspersonale i en klinisk kontekst. Her kan nævnes dialogmodeller som “Undringsværkstedet” og “Undringskompasset”. Disse bruges i dag bl.a. som måder at træne sundhedsprofessionelle i eksistentiel sundhedskommunikation, såvel som til at skabe ikke-behandlings- og ikke-terapi-orienterede samtalerum for patienter og pårørende om livets store spørgsmål gennem såkaldte ‘forundringsfællesskaber’.
Fælles for alle disse grene er, at de er dialogbaserede og baseret på filosofisk undren.
To forståelser af filosofisk praksis: Logos og Bios
I den internationale bevægelse for filosofisk praksis findes to hovedakser, som ofte flettes sammen, men som det er nyttigt at skelne mellem:
1. Logos – filosofisk praksis som refleksivt “værktøj”
Her forstås filosofisk praksis som et rum for systematisk tænkning og begrebsafklaring.
Fokus ligger på:
- At udvikle præcision i sprog og begreber.
- At teste antagelser og udfordre selvmodsigelser.
- At skabe rationel klarhed i komplekse spørgsmål.
2. Bios – filosofisk praksis som eksistentiel dimension
Her ligger vægten på, hvordan filosofi leves og udtrykkes i menneskers handlinger, valg, livsformer og måder at være i verden på, og hvordan filosofi som livsform kan åbne mennesket for det ‘mere-end-menneskelige’ og gådefulde-i-livet. Undersøgelsen går ikke kun ud på, hvad og hvordan man tænker, men også på hvad man gør og hvordan man er menneske, og hvordan man også kan leve sig til indsigter (at leve ‘det filosofiske liv’, jvf. Pierre Hadot (1995), som man ikke kun kan tænke sig til via begreber og argumentativ sprogligheder .
Fokus ligger på:
- Fænomenologi: at være nysgerrigt og opmærksomt til stede i sin bevidsthed.
- Livsæstetik: at opdage mening, skønhed og harmoni i sit liv.
- Eksistentialistisk: at udfolde sin egen livspraksis, herunder at træffe eksistentielle beslutninger om det liv, man gerne vil leve.
- Apofatisk: at have sans og ærbødighed over for ‘det uudsigelige’ og underfulde, der kan opleves som en modtagelse af dyb gådefuld meningsfuldhed-i-livet uden at vi kan give navn på dette navnløse
- Økofænomenologisk/økofilosofisk: at have øje og sans for ‘det-mere-end-menneskelige’ liv, vi mennesker er en del af, og arbejde med, hvordan filosofisk praksis kan fremme større naturforbundethed og omsorg for jordens liv.
Hvorfor skellet er vigtigt?
Hvis man kun fremhæver logos-dimensionen, kan filosofisk praksis let forveksles med kognitiv terapi eller med en rent rationalistisk samtaleform. Hvis man kun fremhæver bios, kan filosofisk praksis miste sit kritiske og afklarende element. Den stærkeste form for filosofisk praksis integrerer begge – skarp refleksion og levet handling – så resultatet afspejler klarhed i både tanke og i livet. Logos og Bios kan tilsammen skabes en Ethos, en værdig, besindig og respektfuld måde at være i livet med sig selv, andre mennesker og det-mere-end-menneskelige’ liv, som vi er en lille (men i dag desværre en alt for forstyrrende) del af.
Ofte stillede spørgsmål
Er filosofisk praksis en form for psykoterapi?
Filosofisk praksis er ikke psykoterapi, men bruges i mange lande som et alternativ eller supplement til psykoterapi. Filosofiske praktikere arbejder ikke ud fra kliniske diagnoser eller behandlingsparadigmer og bidrager ligeledes ikke til at identificere, verificere eller behandle psykiske lidelser. Filosofiske praktikere har overordnet fokus på at skabe meningsgivende dialoger, som kan føre til større personlig indsigt såvel som fælles indsigter i og øgede forundringer over det liv, vi er en del af på denne jord og univers. Hvor psykoterapi ofte søger at reducere symptomer eller bearbejde traumer, søger filosofisk praksis at undersøge livets grundspørgsmål, værdier og almenmenneskelige temaer.
Er filosofisk praksis en form for coaching?
Nej, filosofisk praksis er ikke coaching. Hvor coaching ofte struktureres efter fremdriftsplaner og handlingstrin, søger filosofisk praksis at udfolde de spørgsmål, som grundlæggende er på spil i samtalen. Filosofisk praksis kan hjælpe med at afklare et menneskes grundlæggende livssyn, som så senere kan danne basis for handling, men involverer ikke optimering af eksisterende handlingsmønstre. Det kan også være fællesskabende, idet undringsfællesskaber over de store spørgsmål også gør os nærværende og opmærksomme på menneskelig sårbarhed, begrænsninger og almenmenneskelige forhold og længsler.
Skal man have læst filosofi for at kunne filosofere?
Man behøver ingen forudgående kendskab til filosofi for at kunne filosofere – de filosofiske samtaler tager udgangspunkt i dine egne erfaringer, nysgerrighed og forundringer.
Hvilke emner taler man om?
Alt fra livsvalg, etik og relationer til tvivl, identitet, spiritualitet og aktuelle samfundsmæssige og økologiske spørgsmål. Kun fantasien sætter grænsen.
